Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Børnehuset Burlunden!

Vi er en institution for Amagers vuggestue- og børnehavebørn, og vi holder til i et dejligt hus på Backersvej lige ved Amager Hospital. Det er her, Burlundens vuggestuebørn har deres daglige gang og blandt andet tumler rundt på vores motorikbane eller drager på udflugt mod nærområdets legepladser.

Det er også på Backersvej, at vores børnehavebørn hver dag bliver samlet op af en bus, som tager dem med på en kort bustur til vores fantastiske udflytterhus i Dragør, som ligger i en skøn, grøn oase mellem Kongelundsskoven og Sydvestpynten.

På kun 20 minutter bliver vi transporteret fra Amagers byliv og ud i naturen, hvor vi har et nybygget hus, en stor legeplads og en helt masse dyr, som er en stor del af børnenes hverdag og vores pædagogiske aktiviteter.

Følg gerne med på vores Instagram-profil og Facebook-side, hvor vi ofte deler små glimt fra vores hverdag i Burlunden.

Natur og science

I Burlunden har vi profilen natur og science. Det betyder, at vi bruger rigtig meget tid i naturen – på at gå på opdagelse i den, undersøge den og bruge den til leg og læring i hverdagen. Børn i Burlunden lærer både at nærstuderer en regnorm, grave efter muslinger i sandet, fodre kaninerne og spise en grøntsag, de selv har dyrket.

Med fantastisk natur og strand i baghaven, både i vuggestuen og udflytterbørnehaven, har vi virkelig gode muligheder for at udvikle børnenes sanser, motorik og kendskab til naturen omkring os. Så bliv ikke overrasket, hvis jeres barn kommer hjem med sand i lommerne, en hjemmegroet tomat i tasken eller sit helt eget dyreven-diplom.

Læs mere om vores dyrepasser Sofie og dyreven-diplomet her.

Og se med her, hvor udflytterbørnehaven får besøg af en gruppe ældre fra Amagers hjemmepleje til stor glæde for både store og små.

Om klyngen

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og Børnehuset Burlunden er en del af Klynge K på Amager. Det betyder, at vi har et godt og tæt samarbejde med en anden daginstitution i vores nærområde.

Vi har mange fordele ved at være en del af en klynge. Vi er på tværs af klyngen i et arbejde med at udvikle en høj faglig kvalitet i alle vores institutioner for at skabe de bedste rammer for alle vores børn, hvor de trives og udvikles fagligt og socialt.

Det betyder også, at vi har adgang til personale, som kender området og institutionen, hvis vores egne medarbejdere er fraværende. Som medarbejder i vores klynge får du mulighed for at udfolde dine kompetencer og sparre med medarbejdere fra egen og klyngens andre institutioner, når nye idéer og udfordringer opstår i hverdagen.

I Burlunden tilbyder vi, at børnegrupper fra de andre institutioner i vores klynge kan komme på besøg i vores skønne udflytterhus. Det giver nye oplevelser til de andre institutioners børn – og nye legekammerater til Burlundens egne børn.