Morgen
Hvis I afleverer jeres barn mellem kl. 7 og kl. 7:30, skal I aflevere i motorikrummet. Vi serverer morgenmad for de børn, der har lyst til det. Morgenmaden er havregrød, brød og vand. Når vi er færdige med at spise morgenmad, går vi ud på legepladsen, hvor vi tager imod de børn, der endnu ikke er kommet.
Når klokken er 8:40 myldrer vi op i bussen, finder vores pladser og kører mod Burlundens børnehave i Dragør. På turen synger vi, og vi gennemgår, hvilke aktiviteter vi har i løbet af dagen. Klokken ca. 9 ankommer vi i udflytteren, og drøner ind og fordeler os på vores stuer. For at skabe samling på tropperne og få lidt ro på og mad i maverne holder vi morgensamling på stuerne og spiser formiddagssnack bestående af brød, frugt og vand.
Efter morgensamlingen skal vi have gang i aktiviteterne på vores stuer. Det er forskelligt, hvilke aktiviteter vi laver, men vi holder jer informeret om, hvad vi laver via vores forældreintra.
Frokost
Omkring kl. 11:30 begynder vi i fællesskab at gøre klar til frokost. Vi henter service og mad i køkkenet, og sammen dækker vi bord. Når vi spiser, øser børnene selv op, de smører selv deres madder og så videre - alt efter deres alder. Efter frokosten rydder vi af sammen og kører vognen med service tilbage til køkkenet.
Når vi har spist og ryddet af, er det tid til enten hvile eller bevægelse. Dem, der skal have skiftet ble, hjælper selv med at finde en ren ble, kravler selv op på puslebordet, tager tøj af - selvfølgelig afhængigt af, hvad de kan. Når de er klar, bliver de puttet. De børn, som skal ud at lege på legepladsen, finder også selv deres tøj og sko frem og tager det på.
Eftermiddag
Tidlig eftermiddag er måske vores yndlingstidspunkt på dagen, for her boltrer vi os på vores skønne legeplads. Enten er vi i sansehaven, hvor vi kan lege med sand - og om sommeren også med vand - eller se til vores højbede. Det kan også være, at vi gå ned og kigger til gederne, kaninerne eller nogle af vores andre dyr i vores lille dyrestald. Eller at vi kører rundt i moon cars. Der er mange muligheder!
Inden vi gør os klar til at køre hjem igen, får vi en bid mad og noget at drikke. Det er som regel brød, frugt og mælk. Når vi er færdige med at spise, har vi ofte en halv time til leg, inden vi skal gøre os klar til hjemturen. Den bruger vi enten på stuen eller udendørs.
Omkring kl. 15:00 kører bussen mod Backersvej, hvor vi ankommer ca. kl. 15.20. I kan hente ved bussen. De børn, der ikke bliver hentet ved bussen, kommer med ind på legepladsen eller i motorikrummet, hvor de kan lege, indtil I henter.
Vi lukker kl. 17:00.
OBS: Fredag er vi allerede er tilbage på Backersvej kl. 15:00.